"Alle Tiders Slik - Lakrids & Karameller" af Helle Beisheim Forlaget Klematis. Fotos: Jette Ladegaard. - 71 sider.
Forord
"På mine kurser har det været inspirerende og en stor glæde for mig at opleve, hvor glade mine kursister blev, da de havde lært at fremstille deres egen lakrids. Hvem husker ikke salmiak-stængerne. Det var dem, der blev mindre og mindre; så blev de hule inden i, og til sidst forsvandt de. I denne bog er de tilbage igen.
Dejlige gammeldags flødekarameller kogt med piskefløde, vanillestænger, kakao eller tilsat hakkede nødder - de er bestemt kalorierne værd. Det er nu også muligt at fremstille fedtfattige karameller, såsom: syrlige frugtkarameller, pebermynte- (Minto) og lakridskarameller.
Alle børn elsker skumfiduser. Du kan nemt lave dem selv sammen med børnene og helt uden kunstige farve- og smagsstoffer. Da vi efterhånden er blevet mere opmærksomme på hvad vi spiser, og helst vil undgå for mange kemiske stoffer, har jeg valgt kun at bruge naturlige farver, naturlige og naturidentiske smagsstoffer. En del mennesker med allergi og sukkersyge har svært ved at finde slik, som de kan tåle. Især er det af stor betydning for børn at kunne få slik, som ligner det de kan købe. Her er det muligt at lave lakrids, karameller og skumfiduser i sukkerfri udgaver.
Gennemlæs de enkelte afsnit inden du går i gang. Det er meget vigtigt for at få et godt resultat. Der er trin for trin billeder, der viser de forskellige fremgangsmåder.
Hjemmefremstilling af søde sager er en sjov hobby. Sammen med børn, familie og venner kan du nu selv fremstille forskellige former for”lørdagsslik”. Hjemmelavet slik er samtidig en helt ny og anderledes gaveidé.
Du kan hente yderligere inspiration i mine to andre bøger: ALLE TIDERS BOLCHER og ALLE TIDERS SLIK – Vingummi & Chokolade. Tilbage er der bare at sige: uden dem er du ”solgt til stanglakrids”.
Helle Beisheim